Klik billedet
B.93 - Helsingør 1-2 Udskriv Email

Untitled document

19. maj 2012
Knebent nederlag mod Helsingør
B.93 tabte eftermiddagens match mod Helsingør med 1-2. Sadulla Elezi scorede for B.93. Se B.93 TV-reportage fra kampen.

 

B.93 - Elite 3000 Helsingør 1-2 (0-1)

0-1 Jonathan Nielsen (27')
1-1 Sadulla Elezi (74')
1-2 Martin Junior Christensen (86')

Østerbro Stadion
254 tilskuere.

På klubbens fødselsdag fik B.93 desværre ingen fødselsdagsgave fra Helsingør, da det blev et 1-2-nederlag til Benny Galls tropper fra sundbyen.

De orangeklædte gæster lagde bedst ud. Ganske vist fintede Jradi sig flot igennem og afsluttede tæt forbi mål, men ellers havde vi svært ved at true Helsingør-målet i den første halve time. Den teknisk dygtige Helsingør-midtbane kombinerede sig enkelt og effektivt forbi vores centrale folk, og vores forsvar var fuldt beskæftiget med at tøjle den fikse Danny Andersen og tanken Jonathan Nielsen i gæsternes angreb. 

Efter 26 minutter gik det så galt. Vores forsvar blev fanget på mellemhånd, en fremlægning i feltet blev headet på tværs og tæt under mål kunne Jonathan Nielsen prikke Helsingør i front.

Målet fik imidlertid B.93 til at vågne op og arbejde sig ind i kampen. Emil Dyre havde vores bedste forsøg i første halvleg, da hans hovedstød via en Helsingør-fod ramte stolpen. Samme Dyre var også tæt på i anden halvlegs første minut, men blev blokeret i sidste sekund.

Som anden halvleg skred frem, var det imidlertid småt med farlighederne fra vores side. Det mere direkte spillende Helsingør-hold voldte igen vores forsvar problemer, især Danny Andersen, der først spurtede fra Mads Nielsen og skød på stolpen, derpå var tæt på at glide bolden over Thomsen få meter fra mål.

Kim Splidsboel forsøgte at ændre billedet med en større taktisk rokade: Zimling ud til fordel for Elezi, Høegh op på midtbanen, Heisterberg ind i midterforsvaret, Ljuti tilbage som højre back.

Umidelbart så det ikke ud til at have den store effekt, men så længe Helsingør forsømte at lukke kampen, var der stadig håb, og sytten minutter før tid skete der pludselig noget. Indskiftede Azaquoun brød igennem i feltets venstre side med midler på kanten af det lovlige, men da dommerens fløjte forblev tavs, kunne han servicere en fremstormende Elezi med en flad tværpasning på kanten af det lille felt, og så var der udlignet.

Nu havde B.93 momentum. Azaquoun, der gjorde et udmærket indhop, trak sig fri igen og tvang Helsingør-målmanden ud i en flot parade af et skud, der havde retning mod fjerneste målhjørne.

Det ommøblerede forsvar var imidlertid stadig sårbart overfor gæsternes farlige angrebsspil. På et udspark løb Helsingørs indskiftede angriber fra alt og alle, men fik ikke fart nok i sin afslutning, så Mads Nielsen kunne afværge på stregen. Men dårligt var denne situation afviklet, før en ny bold i dybden overrumplede 93-forsvaret. Martin Junior Christensen slap fri (tyk offside, mente mange) og lirkede bolden over en fremstormende Thomsen.

Dermed havde B.93 endnu engang tabt en kamp kort før tid. Nu venter topholdet HIK i Gentofte på onsdag. Til den kamp håber B.93 at  fremskaffe spilletilladelse til Esau Kanyenda, 29-årig landsholdsangriber fra Malawi, som Kim Splidsboel netop har hentet til klubben.

Martin Heisterberg: "Der var ting, som vi lykkedes med i de seneste kampe, som vi ikke lykkedes med i dag. Men jeg synes alligevel, vi havde de bedste muligheder til sidst, så det er en meget bitter pille at sluge."


Se Chris Palmgrens TV-reportage fra kampen her





Holdet på banen
 
Jakob Thomsen
 
Martin Heisterberg
Mads Nielsen
Thomas Høegh
Nicklas Jensen
 
Jannik Zimling (ud 69')
Mourad El-Bariaki
Valon Ljuti
 
Danny Mirabel (ud 46')
Emil Dyre (ud 87')
Bassel Jradi


På bænken

 
Mohamed Azaquoun (ind 46')
Sadulla Elezi (ind 69')
Nico Jørgensen (ind 87')
Rógvi Poulsen
Simon Bloch Jørgensen

Næste kamp er allerede på onsdag d.23. maj kl. 19.00, hvor topholdet HIK tager imod på Gentofte Stadion.

Referent: Mads Mazanti
 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 2188
Senest opdateret: 25 januar 2014