Klik billedet
HIK-B.93 2-0 Udskriv Email

Untitled document

24. maj 2012
HIK fik sin 14. sejr i streg 
B.93 tabte onsdag med 0-2 til HIK, der dermed vandt sin 14. sejr i træk.



HIK-B.93 2-0(0-0)

1-0 Nick Christensen (73')
2-0 Laust Obling (90')

Gentofte Stadion
Tilskuere: 311
 
I den vanskelige udekamp mod topholdet HIK var spillet nogenlunde ligeligt fordelt i første halvleg, men hjemmeholdet virkede skarpere, når de rullede deres angreb ned mod vores mål. En stor HIK-mulighed midt for mål blev sparket over efter en snes minutter, og kort før pausen måtte Jakob Thomsen ud på en gevaldig skovtur for at afværge en HIK-farlighed efter en hjørnesparkssituation; først i sidste sekund fik forsvaret afværget. Også risikabelt spil i bagkæden kunne have kostet dyrt. 
  
Når B.93 fik etableret angreb, forsøgte man at sætte den nye angriber, Kanyenda fra Malawi, i scene. Kanyenda var nærkampsstærk, men kom aldrig på skudhold. Første halvleg var blottet for reelle B.93-muligheder, men i halvlegens sidste minut blev Dyre blev spillet fri af Jradi i vernstre side. Dyre trak ind i feltet og blev væltet omkuld. Straffespark? Dommerens fløjte forblev tavs.
  
Anden halvleg begyndte med en god HIK-mulighed, da veteranen Carsten Fredgaard trak ind i banen og affyrede et skud, som Thomsen måtte fiste over mål. 
  
Men derpå begyndte B.93 lidt efter lidt at sætte sig på stadig større dele af spillet. Topholdet havde problemer med at få deres opspil til at fungere, mens B.93 angreb kvikt over fløjene og kom tættere og tættere på at true HIK-målet. Jradi fintede sig igennem og skød i sidenettet fra en spids vinkel, Elezi brød igennem i venstre side og var med sit indlæg tæt på at finde en angriber foran mål. Angrebstalentet Omar Roshani blev skiftet ind til sin debut, angrebene mod hjemmeholdets mål intensiveredes.
  
Imidlertid blev B.93s angrebsforsøg ved lige-ved-og-næsten, og i stedet slog HIK pludselig til i den anden ende: En tværaflevering fikserede vores midterforsvar og strøg igennem alt og alle til en fri Nick Christensen, der afsluttede fladt midt i målet. Thomsen kunne ikke nå at reagere, og så var HIK i front. 
  
Kort efter headede Mads Nielsen knaldhårdt til et hjørnespark, men HIK-forsvaret fik mirakuløst afværget centimeter fra målstregen. Da anede man, at B.93 næppe ville få noget med hjem fra denne kamp, og selv om Splidsboel blæste til totaloffensiv ved at indskifte Azaquoun og sende Mads Nielsen op i front, skabte det ikke nævneværdige chancer. I stedet kunne HIK lukke festen, da Obling strøg igennem på en kontra i overtiden og sikkert udplacerede Thomsen. 2-0 til HIK i en kamp, som B.93 ellers havde rigtig gode muligheder for at få i hvert fald det ene point i. For at føje spot til skade fik Jradi og El-Bariaki gule kort, der koster dem karantæne i gyserkampen mod BSV på lørdag. 
  
Mourad El-Bariaki: "Vi har meget spil, men vi er ikke skarpe nok, hverken offensivt eller defensivt."

 
Holdet på banen
 
Jakob Thomsen
 
Martin Heisterberg
Mads Nielsen
Thomas Høegh
Sean Christoffersen
 
Jannik Zimling (ud 80')
Mourad El-Bariaki
Bassel Jradi
 
Sadulla Elezi (ud 66')
Emil Dyre (ud 76')
Esau Kanyenda


På bænken

Omar Roshani (ind 66')
Valon Ljuti (ind 76')
Mohamed Azaquoun (ind 80')
Nico Jørgensen
Danny Mirabel
Nicklas Jensen
Simon Bloch Jørgensen 

 
Referent: Mads Mazanti


Næste meget vigtige match er lørdag kl. 15 på Østerbro Stadion, hvor BSV kommer på besøg. 

Kvinderne spiller i øvrigt oprykningskamp mod B1913 på Fælleden Kunst 13.30, så der er mulighed for at støtte både klubbens mænd og kvinder i det dejlige vejr. 

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1603
Senest opdateret: 25 januar 2014