Klik billedet
B.93 - Virum-Sorgenfri 0-1 Udskriv Email

Untitled document

11. august 2012
Nederlag til Virum-Sorgenfri
B.93 tabte sæsonpremieren med 1-0 til Virum-Sorgenfri. Næste kamp er tirsdag kl.19 på Østerbro Stadion, hvor Avarta er modstanderen i DBUs pokalturnering.

 

B.93 - Virum-Sorgenfri 0-1 (0-0)

0-1 Andreas Mortensen (80')

Østerbro Stadion
158 tilskuere

B.93 tabte sin første kamp nogen sinde i Danmarksserien 0-1 til Virum-Sorgenfri. 

Det var ellers B.93, der begyndte kampen klart bedst. Emil Dyre var tæt på at slide sig igennem til scoring, men blev bremset i sidste sekund, og Danny Mirabel havde en god skudmulighed. Hjemmeholdet dominerede totalt mod de grønblusede oprykkere fra Virum, der udelukkende koncentrerede sig om at forsvare. 

Imidlertid havde B.93 problemer med at komme bagom det meget solide Virum-bolværk. Den debuterende tankangriber Jackie Christensen fik en skudmulighed ti minutter før pausen, men sparkede over fra en spids vinkel. Og så måtte et ellers spillemæssigt altdominerende 93-hold gå til pause med 0-0.

Syv minutter efter pausen fik Jackie Christensen kampens hidtil største mulighed, da han efter en flot angreb over højre side fik serveret en perfekt fra Danny Mirabel midt for mål. Desværre fik Olsson i Virum-målet afværget med en fodparade. 

Men selv om B.93 stadig var spilstyrende, kneb det fortsat med at omsætte spillet til chancer. Det godt organiserede Virum-hold, der tæller rutinerede divisionsspillere som Andreas Mortensen og Jesper Duelund, havde ikke de store problemer med at forsvare sig. Og mod slutningen begyndte de minsandten at nærme sig B.93-målet. Martin Heisterberg afværgede i sidste øjeblik en stor mulighed tæt under mål, og man anede, at dette kunne ende grueligt galt. 

Det gjorde det da også, for elleve minutter før tid blev et Virum-frispark headet på tværs af feltet, og der dukkede den gamle målræv Mortensen op med hovedet og dirigerede bolden mod mål udenfor Simon Bloch Jørgensens rækkevidde. 1-0 til gæsterne. Og trods en desperat slutoffensiv formåede B.93 ikke at svare igen. 

Ser man på de to holds præstation rent spillemæssigt, var 1-0 til Virum et resultat, der skreg til himlen, men fodbold er nu engang et spil, hvor defensiv disciplin og effektivitet, når chancen byder sig, kan tælle højere end skønhedsværdien. 

Indskiftede Nico Jørgensen, der af fanklubben blev kåret til kampens 93er: "Vi er ikke farlige på den sidste tredjedel, og de scorer på en dødbold, som vi var advaret imod. Det er skuffende, men der er en ny kamp på tirsdag, så vi må op med hovederne."


Holdet på banen

Simon Bloch Jørgensen

Christian Andreasen
Marco Holst
Rang Shawkat
Martin Heisterberg

Philip Bank
Thomas Høegh (ud 46')
Danny Mirabel

Emil Dyre
Jackie Christensen (ud 74')
Bjarke Vind (ud 15')



På bænken

Nico Jørgensen (ind 15')
Rami Jiowda (ind 46')
Mads Heisterberg (ind 74')


Referat: Mads Mazanti

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1678
Senest opdateret: 17 februar 2014