Klik billedet
Skovshoved-B.93 Udskriv Email

Untitled document

15. september 2012
Sejr i Skovshoved
B.93 TV var på pletten, da B.93 fortjent vandt 2-0 over Skovshoved. Jackie Christensen og Nico Roland Jørgensen scorede de to mål. Se TV-reportagen her.

 

Skovshoved - B.93 0-2 (0-1)

0-1 Jackie Christensen (35')
0-2 Nico Jørgensen (89')

Skovshoved Idrætspark
117 tilskuere.

B.93 fik en forløsende og fortjent sejr på 2-0 over Skovshoved efter en ulideligt spændende og chancerig kamp. 

I kampens indledning var spillet nogenlunde ligeligt fordelt. Hjemmeholdet, der tæller dygtige boldspillere som blandt andre den tidligere 93er, Adam Geertsen, voldte vores midtbane visse problemer, men blev aldrig for alvor en trussel mod 100-kampsjubilaren Jakob Thomsens mål.

B.93 fik kampens første chance ved den hovedstødsstærke Philip Bank efter hjørnespark. Men igen var marginalerne ikke på vores side ved dødboldssituationer.

Gradvist kom vi dog bedre og bedre med i kampen, og det var ikke ulogisk, at vi også fik bragt os i front. Et smukt angreb over venstre side endte med at Thomas Høegh løftede bolden i dybden til Jonas Lorentzen, der sendte bolden lige ind i hovedet på Jackie Christensen, der fra nært hold knaldhårdt headede bolden over målmanden og i mål. 

Efter målet pressede B.93 godt på, og fik en stor mulighed for at score til 2-0, da Bjarke Vind slap alene igennem. Uheldigvis kom han for tæt på målmanden og måtte se sit skud blokeret. 1-0 stod sig til pausen.

Jackie Christensen indledte anden halvleg med et bragende skud på stolpen i det første minut. Så var den halvleg skudt i gang, fortsat med B.93 som det dominerende hold. Skovserne var dog periodevis farlige, når de kom bag vores to backs og fik slået giftige indlæg eller når de fyrede løs fra distancen. Thomsen måtte diske op med et par fine redninger oppe under overliggeren for at holde nullet. 

Men det var B.93, der viste det bedste spil og fik de største chancer: Emil Dyre, der syntes tilbage til tidligere tiders storform, brød flot igennem og afsluttede lige forbi det lange hjørne, og Bjarke Vind slap atter fri, men måtte igen se sin afslutning pareret. 

Sytten minutter før tid blev skovserne en mand mindre, da Rune Nielsen fik sit andet gule kort efter en voldsom eftertackling på Christian Andreasen, der måtte udgå med et grimt slag på læggen. Trods hjemmeholdets undertal sad man stadig med livet i hænderne, for skovserne satsede hele butikken, og vi havde som så ofte før forsømt at lukke kampen på vores chancer. Men stor ros til midterforsvaret med Martin Heisterberg, Philip Bank og indskiftede Marco Holst, der konsekvent afviste alle lange bolde. 

Og to minutter kom så den forløsende scoring: Indskiftede Nico Jørgensen slap fri på venstre kanten og sendte bolden fladt ind foran mål. Efter et stort klumpspil fik Jackie Christensen bugseret bolden tilbage til Nico, der resolut trykkede bolden fladt ind under målmanden. Endelig fik B.93 fuldt udbytte af de mange anstrengelser, endelig var de tre points i hus!

Nico Jørgensen: "Vi bør afgøre kampen tidligere på de mange chancer, vi har, men det var sindssygt vigtigt og en kæmpe forløsning, at vi får de tre points."


Referent: Mads Mazanti


Se Christian Winthers B.93 TV reportage herunder



 
Holdet på banen
 
Jakob Thomsen

Christian Andreasen (ud 79')
Martin Heisterberg
Philip Bank
Jonas Lorentzen

Thomas Høegh
Rami Jiowda (ud 61')
Danny Mirabel 

Bjarke Vind (ud 79')
Jackie Christensen
Emil Dyre 

 
På bænken
 
Kim Tandrup (ind 61')
Marco Holst (ind 79')
Nico Jørgensen (ind 79')     

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 2133
Senest opdateret: 17 februar 2014