Klik billedet
Optakt Avedøre - B.93 Udskriv Email

Untitled document

27. september 2012
Avedøre - B.93
Lørdag spiller B.93 ude mod Avedøre. Læs optakten her.


B.93 spiller lørdag den 29. september udekamp mod Avedøre i Danmarksseriens Pulje 1.

Pokaleventyret endte i 3. runde af DBU Pokalen efter en flot indsats af B.93 spillerne, der kæmpede forbilledligt igennem hele kampen mod fuldtidsprofferne fra Brøndby. Dermed kan B.93 nu fuldt ud koncentrere sig om Danmarksserien, hvor holdet ikke har tabt i de sidste 6 runder. Med den stabile formkurve er B.93 kravlet op på 3. pladsen i tabellen og kan med en sejr over Avedøre rykke op på den oprykningsgivende 2. plads.

Avedøre var med helt i toppen af Danmarksseriens Pulje 1 sidste sæson, hvor de glippede oprykning til 2. division i sidste runde. I denne sæson har de dog ikke fået en god start og de ligger i øjeblikket under nedrykningsstregen med blot en enkelt sejr i 7 kampe. Sejren faldt i 1. runde over Skjold og holdet er dermed oppe på 6 kampe i streg i Danmarksserien uden sejr. Avedøre spiller med en meget direkte stil og hurtige kombinationer, som B.93 skal passe på med ikke at blive fanget af. På trods af placeringen som 3. sidst i tabellen har Avedøre scoret 11 mål i deres 7 kampe, hvilket vidner om målfarlighed.


Historie og statistik

Det er første gang nogensinde, at B.93 og Avedøre tørner sammen i en officiel kamp. B.93 mødte dog Avedøre så sent som den 21. juli i en træningskamp, der endte 2-2.

Det bliver et glædeligt gensyn for B.93 med kampdagen den 29. september. I alt har B.93 spillet officiel kamp den 29. september 13 gange, hvor statistikken lyder på 7 sejre, 2 uafgjort og 4 nederlag. Seneste kamp var i 2007, hvor det blev til 1-1 mod FC Roskilde på Østerbro Stadion. Af de mere betydningsfulde kampe kan bl.a. nævnes 6-0 sejren over KB i 1907, hvilket til dato B.93’s største sejr over KB, samt 2-1 sejren hjemme over Dynamo Dresden i 1. runder af Europa Cuppen for Pokalvindere.

God kamp!


Avedøre – B.93

Lørdag 29. september klokken 13.30
Avedøre Stadion
Byvej 58
2650 Hvidovre

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1145
Senest opdateret: 09 februar 2014