Klik billedet
Henning Vieg er død Udskriv Email

Untitled document

13. april 2013
Henning Vieg er død
1. holdets mangeårige holdleder er død. Han blev 79 år.


Henning Vieg Hansen, der var født den 2. september 1933, døde den 11. april. Han blev således 79 år. Henning Vieg var mangeårig holdleder i klubben. Hans karriere som holdleder toppede, da han i 1973 og 1974 blev holdleder for førsteholdet. Da han stoppede i 1974, kunne han med stolthed aflevere holdet, idet B.93 med en andenplads i 2. division rykkede op i den bedste række.

Henning Vieg var en usædvanlig rar mand, han havde ingen uvenner. I en del år indgik han i en form for holdledermakkerskab med sin gode ven Flemming Olsen, bedre kendt som ’barberen’. Henning var med førsteholdet to gange på en uges træningsophold på Gran Canaria. I øvrigt hans to eneste udenlandsrejser.

Henning arbejdede i et speditionsfirma i Frihavnen. Da han var midt i 50’erne, måtte han opgive sit arbejde pga. dårlige knæ, som begge blev udskiftet med kunstige knæ. Som invalidepensionist benyttede familien lejligheden til, at flytte til Stubbekøbing på Falster, hvor fruen var barnefødt. Der har de boet lige siden.

Henning Vieg fulgte lige til det sidste ivrigt med i klubben via sit passive medlemskab og tilsendte medlemsblade. Han døde efter længere tids sygdom. Et af hans sidste ønsker var, at hans klub B.93 blev orienteret. Dette ønske kan vi hermed med ’glæde’ opfylde.    

Henning Vieg efterlader sig hustruen, to børn (Tom og Jette) og to børnebørn (Camilla og Robin).

Bisættelsen finder sted, onsdag den 17. april (13:00) fra Gundslev Kirke i Nørre Alslev.

Vieg
Fra oprykningen i 1974. Henning Vieg tænder Knud Petersens halvstore cigar. Bagerst ses Finn Ilsø, Ole Petersen og Erling Bøje. Forrest ses desuden Leo Christiansen, Jens Kolding og John Andreasen.


Mindeord v) Palle ’Banks’ Jørgensen.

 

Skrevet af Torben Klarskov   
Antal hits: 1183
Senest opdateret: 10 februar 2014