Klik billedet
Optakt B.93 - Avedøre Udskriv Email

Untitled document

15. maj 2013
Optakt B.93 – Avedøre
B.93 spiller lørdag 18. maj hjemmekamp mod Avedøre i Danmarksseriens Pulje 1.


B.93 generobrede 1. pladsen i Danmarksseriens Pulje 1, da de tirsdag aften nedsablede rivalerne fra Skjold 4-0. Dermed viste holdet atter den motivation og vilje, der skal til for at rykke op i 2. division. Med seks kampe igen er det vigtigt at holdet holder dampen oppe og fortsætter det gode spil de viste især i 2. halvleg af Skjold-kampen. Kampen giver desuden spillerne mulighed for at runde B.93’s første 120 år af med maner, da klubben fylder 120 år den 19. maj. 

Sidste sæson var Avedøre med i spillet om den anden oprykningsplads til 2. division, hvilket dog glippede i sidste runde. Denne gode præstation har de dog ikke formået at bygge videre på, og dagens modstander ligger inden kampen på en sikker sidsteplads. Holdet er i øjeblikket i frit fald med fire nederlag i streg. Dermed skal B.93 dog ikke tage let på kampen, da Avedøre flere gange i sæsonen har vist glimt af deres hurtige omstillingsspil. Desuden kan man forvente at de bliver ved med at kæmpe indtil det matematisk set ikke længere er muligt at overleve i Danmarksserien.


Historie og statistik

Det er anden gang B.93 møder Avedøre i en officiel kamp. Første gang var i efteråret 2012, hvor B.93 sejrede med 2-1 i Avedøre. 

Det er kun blevet til otte officielle kampe på kampdagen den 18. maj i tidernes løb. Her er det blevet til to sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. På hjemmebane lyder statistikken dog en sejr, tre uafgjorte og et nederlag. Mest interessant af de otte kampe må være DM kvartfinalen mod AGF den 18. maj 1944, hvor AGF blev besejret 2-1 på mål af Helmut Nielsen og Kaj Hansen.

God kamp!


B.93 – Avedøre

Lørdag 18. maj klokken 16.00
Bemærk, at kampen spilles en time senere end normalt.
Østerbro Stadion
Entre: 40 kroner 
Betaling ved indgangen.

Alle B.93 ungdomsmedlemmer under 18 år kan komme gratis ind ved forevisning af gyldigt medlemskort. Kortet kan hentes hos Gitte på B.93’s kontor. 


Optakt v) Leo Mathiesen.

 

Skrevet af Torben Klarskov   
Antal hits: 984
Senest opdateret: 10 februar 2014