Klik billedet
B.93 - BSF 1-1 Udskriv Email

Untitled document

2. juni 2013
Uafgjort mod BSF
B.93 og BSF spillede lørdag 1-1 på Østerbro Stadion.

B.93 - BSF 1-1 (1-0)

1-0 Nico Jørgensen (38')
1-1 Ricky Gotland (75')

Østerbro Stadion
275 tilskuere.
 
B.93 måtte til den vigtige topkamp mod et af forårets bedste hold, BSF, undvære Chris Sørensen og Marco Holst, på grund af karantæne. Desuden erstattede Nico Jørgensen en ankelskadet Andreas Larsen i startopstillingen.
  
Det blev som forventet en tæt og intens fight med B.93 i kontrol i det meste af første halvleg, selvom gæsterne hang godt med. De store, åbne målchancer savnedes dog. BSF var sporadisk nærgående ved dødbolde slået ind i feltet til deres mange hovedstødsstærke spillere, men B.93 var tættest på med et par tværafleveringer tæt under mål, som blot savnede en lang tå til at prikke dem i kassen.
  
I det 38. minut fik B.93 endelig spillet sig igennem til en fri afslutning, da et glimrende angreb blev afsluttet med at Mirabel fandt Nico Jørgensen i højre side af feltet. Med en smart skudfinte bragte Nico sig selv i fri position og udplacerede koldblodigt målmanden. Nico kronede således en flot indsats og blev siden hen meget fortjent kåret til kampens 93er.
  
Anden halvleg åbnede med en god mulighed til gæsterne, men så var det ellers 93, der tog fat med endnu mere direkte og fartfyldt spil end før pausen. I denne gode periode ramte Olcay Senoglu indersiden af stolpen med et herligt, følt frispark og Nico Jørgensen var på færde igen, denne gang med et hovedstød(!), der sneg sig forbi fjerneste stolpe.
  
Men scoringen udeblev og i stedet kæmpede Ballerupdrengene sig fint ind i kampen, mens B.93 mistede lidt af flowet i spillet. Gæsterne kom faretruende nær vores mål, og med godt et kvarter igen brændte det for alvor på, da bolden efter et hjørnespark hoppede og dansede foran vores målstreg for til sidst at prelle af på den ene stolpe. Nyt hjørnespark, denne gang til forreste stolpe, hvor den skaldede midtstopper Ricky Gotland pressede sig foran Philip Bank og headede udligningen i mål.
  
I det resterende kvarter var B.93 nærmest en scoring, men det blev ved lige-ved-og-næsten, og i grunden var 1-1 ikke noget helt urimeligt udfald mod en modstander, der fysisk såvel som taktisk var det klart bedste hold, vi hidtil har mødt i foråret. Blandt spillerne var ærgrelsen stor efter kampen, men det ene point kan i sidste ende vise sig at være særdeles værdifuldt. Med en sejr i Frederikssund Grundlovsdag er B.93 mindst seks points foran Ledøje-Smørum før de to sidste spillerunder, så der er stadig al mulig grund til optimisme.


Holdet på banen
 
Jakob Thomsen

Christian Andreasen
Mikkel Christoffersen
Martin Heisterberg
Jonas Lorentzen (ud 80')

Thomas Høegh
Danny Mirabel
Philip Bank

Nico Jørgensen (ud 57')
Olcay Senoglu
Emil Dyre


På bænken
 
Mads Heisterberg (ind 57')
Jackie Christensen (ind 80')
Rami Jiowda (ikke benyttet)


Kampreferat v) Mads Mazanti. 

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1174
Senest opdateret: 17 februar 2014