Klik billedet
Vanløse - B.93 0-2 Udskriv Email

Untitled document

8. juni 2013
Vanløse - B.93
B.93 besejrede Vanløse med 2-0, og vandt dermed rækken. Vanløse rykker trods nederlaget op i 2. division sammen med B.93.



Vanløse - B.93 0-2(0-1)

0-1 Nico Jørgensen (23')
0-2 Olcay Senoglu (86')
 
På forhånd var der en del udenfor holdet, der forud for denne topkamp i Vanløse Idrætspark tvivlede på, om et B.93-hold, der allerede havde sikret sig oprykning, ville yde en 100 procents indsats mod et Vanløse-hold, der skulle bruge et point for at sikre sig oprykning ved egen kraft. Men alle spillerne var fast besluttede på at sikre førstepladsen i rækken, så al skepsis blev gjort til skamme.
  
B.93 havde fra begyndelsen af kampen et lille spilovertag og spillede det mest polerede fodbold. Dog havde Vanløse en god mulighed, som B.93-forsvaret måtte afværge i to omgange, før B.93 på sin første åbne skudmulighed bragte sig i front: Efter et glimrende angreb havnede bolden på kanten af feltet for fødderne af Nico Jørgensen, der resolut sparkede den i kassen til 1-0. Nico spillede endnu engang glimrende, men måtte desværre udgå med en grim ankelskade allerede i det 37. minut.
  
Efter scoringen var det stadig B.93, der præsterede det mest opfindsomme angrebsspil mod det ellers så solide Vanløse-forsvar. Mod slutningen af halvlegen blev B.93 for alvor farlige igen, desværre også i den forkerte ende, da Jonas Lorentzen (tidligere Vanløse) hamrede et Vanløse-indlæg på egen overligger tæt under mål.
  
Men B.93 kunne også have udbygget føringen, da Olcay Senoglu helt fri midt for mål omkring det lille felt måtte se sit skud prelle af på en Vanløse-forsvarer på målstregen.
  
Efter pausen var B.93 fortsat i kontrol, selv om Vanløse forsøgte at presse mere og mere på som halvlegen skred frem. Trods savnet af skadede Christian Andreasen og Chris Sørensen leverede B.93 en kontrolleret og solid indsats. Især imponerede universalspilleren Thomas Høegh som højre back, ligesom Rami Jiowda endnu engang leverede et værdifuldt løbearbejde på den offensive midtbane.
  
Omkring midten af halvlegen havde B.93 et par kæmpe muligheder for at score til 2-0 ved Emil Dyre og Martin Heisterberg. Desværre fik målmanden pareret, og spørgsmålet var nu, om et stadig mere satsende Vanløse-hold ville udnytte, at vi ikke lukkede kampen ved at udligne på en kontra eller på en af deres giftige dødbolde.
  
Heldigvis holdt vores dygtige forsvar hjemmeholdet fra de helt åbne chancer, og så kunne Olcay Senoglu i stedet sætte proppen i fem minutter før tid, da han slap helt alene igennem på en lang "befrier", som Vanløse-forsvaret var blevet for offensivt til at tage sig af. Iskoldt udplacerede Olcay målmanden, 2-0, færdigt arbejde.
  
Da det kort før tid blev forkyndt, at Smørum havde spillet 1-1 i Ballerup, kunne Vanløse trods nederlaget juble over oprykningen. Efter kampen kunne vi lykønske Vanløse med oprykningen, mens Vanløse kunne lykønske os med sejren og førstepladsen. Og således gik alle glade hjem fra Vanløse Idrætspark.

Vanløse har lavet en større fotoserie fra kampen, der kan ses her.


Holdet på banen

Jakob Thomsen

Thomas Høegh
Mikkel Christoffersen
Martin Heisterberg
Jonas Lorentzen

Rami Jiowda (ud 63')
Danny Mirabel
Philip Bank

Nico Jørgensen (ud 37')
Olcay Senoglu
Emil Dyre (ud 82')


På bænken

Mads Heisterberg (ind 37')
Jackie Christensen (ind 63')
Marco Holst (ind 82')


Sidste kamp i foråret er lørdag 15. juni kl. 15 på Østerbro Stadion, hvor B1903 kommer på besøg.


Kampreferat v) Mads Mazanti. 
 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1348
Senest opdateret: 17 februar 2014