Klik billedet
Optakt B.93 - B.1903 Udskriv Email

Untitled document

13. juni 2013
Optakt B.93 - B.1903
B.93 spiller sidste turneringskamp lørdag 15. juni mod B.1903. Kom over på Østerbro Stadion og vær med til at fejre tilbagekomsten til divisionsfodbold.


B.93 spiller lørdag 15. juni hjemmekamp mod B1903 i Danmarksseriens Pulje 1. 

B.93 slutter sæsonen i Danmarksserien af med et klassisk københavneropgør mod B1903. Grundet B1903’s deltagelse i FC København har førsteholdet været forhindret at rykke højere op end Danmarksserien. Derfor var det inden sæsonen 27 år siden de to hold sidst havde mødtes. I efteråret blev det til en vigtig 3-1 sejr over B1903 for B.93, mens forårets kamp er rent kosmetisk, da B.93 allerede har sikret sig oprykning samt 1. pladsen i Danmarksseriens Pulje 1. Dog er B.93 inde i en god stime, og med ønsket om at slutte godt af foran hjemmepublikummet er motivationen stadig til sejr over B1903. Med pokalsejren over FC Sydhavnen er B.93 oppe på syv kampe i streg uden nederlag. 

B1903 har haft svært ved at følge op på den flotte 2. plads, de sluttede på i 2011/12 sæsonen. Efter syv kampe i streg uden sejr balancerer B1903 på kanten til nedrykning, blot to point foran Skovshoved på 11. pladsen, der giver en plads i nedrykningsplay-off.


Historie og statistik

B1903 er det hold B.93 har mødt fjerde mest. Med sejren i efteråret har de to hold mødtes til officiel kamp hele 148 gange. Her er B.93 løbet med sejren 66 gange, mens det er blevet til 36 uafgjorte og 46 sejre til B1903.

Det bliver sjette gang B.93 slutter forårssæsonen af med en kamp mod B1903. Her er det blevet til fire sejre en uafgjort og et enkelt nederlag. I historisk perspektiv er sejren over B1903 den 10. juni 1928 den nok mest interessante af de seks kampe, da B.93 derved kom op på pointlighed med Frem og B1903 i DM-slutspillet. Dette resulterede i at intet hold blev tildelt mesterskabet det år.

B.93 har seks gange tidligere spillet officiel kamp på datoen den 15. juni, og holdet har mulighed for at udligne statistikken, der hælder imod B.93. To sejre, en uafgjort og tre nederlag er det blevet til. Seneste kamp var i 2003, hvor Herfølge blev sendt hjem fra Østerbro med et 2-0 nederlag. Sladan Peric og Peter Fensholm stod for B.93’s to scoringer.

Kom og vær med til at fejre B.93’s tilbagevenden til divisionerne!


B.93 – B1903

Lørdag den 15. juni klokken 15.00
Østerbro Stadion
Entre: 40 kroner 
Betaling ved indgangen.

Alle B.93 ungdomsmedlemmer under 18 år kan komme gratis ind ved forevisning af gyldigt medlemskort. Kortet kan hentes hos Gitte på B.93’s kontor.


Optakt v) Leo Mathiesen.


Skrevet af Torben Klarskov   
Antal hits: 1094
Senest opdateret: 12 februar 2014