Klik billedet
Sejr over Svebølle Udskriv Email

Untitled document

11. august 2013
3-0 sejr i Svebølle
B.93 vandt søndagens 2. divisionskamp i Svebølle med 3-0. Olcay Senoglu (2) og Anders Simonsen scorede for B.93, der førte 2-0 ved pausen. Se kampreferat.


Svebølle - B.93 0-3 (0-2)

0-1 Olcay Senoglu (straffe 14')
0-2 Anders Dahl Simonsen (41')
0-3 Olcay Senoglu (60')

Svebølle Stadion
301 tilskuere.
 
Efter over et års ventetid på revanche for det forsmædelige nederlag i Svebølle, der sendte os i danmarksserien sidste sommer, fik B.93 endelig mulighed for at vaske denne plet væk, og det blev gjort med maner med en flot 3-0-sejr.
  
Et veloplagt B.93-hold viste sig fra kampens start farligst med direkte og hurtigt spil overfor det ellers fysisk stærke hjemmehold. I det fjortende minut gav det pote, da Chris Sørensen blev væltet omkuld i feltet. Straffespark, som Olcay Senoglu sikkert eksekverede. 1-0. 
  
Hvad angår andel af spillet var den så nogenlunde ligeligt fordelt, men mens Svebølle kun skabte sporadiske tilløb til chancer, når deres store spillere blev sendt frem ved dødbolde, præsterede B.93 enkelt og direkte angrebsspil, som voldte hjemmeholdet problemer. Især vores venstreside med Dyre og Jonas Lorentzen flåede gang på gang Svebølles højre forsvarsside op. Både Olcay og Mads Rønne var tæt på at omsætte indlæg fra venstreflanken til mål. 
  
Fem minutter før pausen kom 2-0-målet så efter et forbilledligt kontraangreb; Dyre fik bolden omkring midterlinien, knoklede sig frem mod feltet og fik spillet bolden på tværs til Olcay, der sendte den videre til en fremskudt Anders Simonsen. Han kronede en flot indsats som oprydder på midtbanen ved at lægge bolden ind ved den ene stolpe. 2-0 til B.93 ved pausen.
  
Anden halvleg begyndte skidt for B.93, da Jonas Lorentzen blev knæskadet. Mens han blev behandlet ved sidelinien udnyttede Svebølle overtallet til en skabe en god hovedstødsmulighed; heldigvis dumpede bolden ned på overliggeren.
  
B.93 fik dog hurtigt samlet sig igen, og Martin Heisterberg viste sig at være en glimrende erstatning for Lorentzen på venstre-back-pladsen.
  
Efter knap en times spil faldt kampens afgørelse; et udmærket angreb endte med at Miraklet Mirabel blev fældet ca. fem meter udenfor feltet. Frispark, som Olcay tog sig af. Og hvilket frispark! Bolden blev følt over muren og susede i mål ved nærmeste stolpe uden chance for målmanden. 
   
I kampens sidste halve time forsøgte hjemmeholdet efter bedste evne at presse spillet frem mod vores mål, men forsvaret red sikkert ethvert tilløb til chancer af, og faktisk var B.93 tættest på 4-0, da et Dyre-forsøg måtte reddes på stregen. Men 3-0 var også rigeligt efter en fornemt gennemført kamp, der understregede, at B.93 så afgjort hører hjemme i 2. division. 


Holdet på banen
 
Nicolai Jørgensen

Christian Andreasen
Thomas Høegh
Mikkel Christoffersen
Jonas Lorentzen (ud 50')

Anders Dahl Simonsen
Danny Mirabel
Olcay Senoglu

Chris Sørensen (ud 76')
Mads Rønne
Emil Dyre (ud 84')


På bænken

Martin Heisterberg (ind 50')
Marco Holst
Philip Bank (ind 76')
Rasmus Gehlsen (ind 84')
Thomas Raun
Nico Jørgensen
Jason Svensson
Ronni Raun     

B.93 spiller pokalkamp hjemme mod Herlev på onsdag 14. august kl. 19.00.

Næste turneringskamp er på lørdag 17. august kl. 15.00 ligeledes hjemme. Her kommer formstærke Roskilde FC på besøg.


Kampreferat v) Mads Mazanti.

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1651
Senest opdateret: 18 februar 2014