Klik billedet
Uafgjort mod FC Roskilde Udskriv Email

Untitled document

17. august 2013
Uafgjort mod FC Roskilde
B.93 og FC Roskilde spillede 1-1 i lørdagens divisionskamp. Læs kampreferatet.


B.93 - Roskilde 1-1 (1-0)

1-0 Olcay Senoglu (15')
1-1 Rajko Lekic (75')

Østerbro Stadion
248 tilskuere.

Kampen mod topholdet Roskilde var imødeset med spænding; nu skulle det vise sig, om B.93 var på højde med et af de hold, som regnes blandt favoritterne til oprykning fra anden division. Selv om det ikke blev til en sejr, bestod B.93 denne eksamen med glans. 

Det blev fra kampens start en jævnbyrdig og intens affære. Kampens første store mulighed tilfaldt Martin Heisterberg, hvis hovedstød måtte reddes på stregen. 

Roskilde havde indtil dagens kamp ikke lukket mål ind i turneringen, men den statistik slog B.93 i stykker på fornemste vis, da en høj bold efter knap et kvarters spil dumpede ned foran Olcay Senoglu. Han valgte at knalde til bolden, før den ramte jorden. Langt de fleste spillere ville have høvlet bolden over i Fælledparken, men Olcays helflugter hvinede ind bag en sagesløs målmand. 1-0! 

Gæsterne, med de gamle 93ere Anders Qvist og Rajko Lekic i startopstillingen, var dog heller ikke ufarlige, især deres hurtige fløjspillere var svære at håndtere og skabte et par pæne muligheder til blandt andre Lekic. 

I den anden ende fik Chris Sørensen en god mulighed, men fik ikke rigtig saft i afslutningen, da han drejede et fladt indlæg fra højre mod mål. En god mulighed, men dog intet imod den chance gæsterne fik seks minutter før pausen: En tværpasning fra Lekic blev på mirakuløs vis sendt på overliggeren en meter fra mål. Og så stod 1-0 sig til pausen. 

Det intense og angrebslystne spil fortsatte efter pausen. Miraklet Mirabel stod for anden halvlegs bedste detalje, da han med et herligt brækkende langskud fra 30 meter sendte bolden på overliggeren. 

Gæsterne fik en god mulighed efter en fejlaflevering på banens midte, heldigvis parerede NIcolai Jørgensen fornemt det efterfølgende skud. 

Kampen var på vippen, Roskilde forsøgte at forcere spillet frem og lægge ekstra kraft i nærkampene, hvilket resulterede i grove frispark, stribevis af advarsler og en irriteret stemning på banen. 

Og i det 75. minut kom udligningen: Et frispark blev slået ind i feltet og dumpede ned for fødderne af ingen andre end den gamle målræv Lekic, der forbløffende umarkeret enkelt kunne score med et fladt skud. 

Nu burde momentum være på gæsternes side, men i slutminutterne var det som om, de var tilfredse med det ene point, i hvert fald var det B.93, der sværmede om Roskildes felt, og var meget tæt på at komme igennem til en åben chance. 

Men det blev ved 1-1. Trods den ærgerlige udligning et rimeligt udfald af kampen, og B.93 kunne glæde sig over, at man med en flot fighterindsats viste sig fuldt kapable til at tage kampen op med et af divisionens formodede tophold. 


Holdet på banen

Nicolai Jørgensen

Martin Heisterberg
Thomas Høegh
Mikkel Christoffersen
Christian Andreasen

Anders Dahl Simonsen
Danny Mirabel
Olcay Senoglu

Chris Sørensen (ud 70')
Mads Rønne
Emil Dyre (ud 81')



På bænken

Nico Jørgensen (ind 70')
Thomas Raun (ind 81')
Mourad El-Bariaki
Marco Holst
Philip Bank
Ronni Raun

Næste kamp for B.93 er på fredag 23. august kl. 18.15 i Birkerød. 


Kampreferat v) Mads Mazanti. 

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1342
Senest opdateret: 18 februar 2014