Klik billedet
Næstved - B.93 Udskriv Email

Untitled document

8. september 2013
Nederlag i Næstved
B.93 tabte 3-0 på udebane til topholdet fra Næstved efter 2-0 ved pausen. Der var 1.273 tilskuere på Næstved Stadion. Kampreferatet er klar.


Næstved - B.93 3-0 (2-0)

1-0 Mathias Nielsen (33')
2-0 Mark Leth Petersen (39')
3-0 Mikkel Rygaard (81')

Næstved Stadion
1.273 tilskuere.

I en festlig ramme med over 1.000 tilskuere på det gode, gamle Næstved Stadion spillede B.93 en vanskelig udekamp mod topholdet Næstved, og endte da også med at rejse hjem med et klart nederlag i bagagen.

Indledningen af kampen var ellers antagelig fra B.93s synspunkt, for selv om vi ikke skabte noget af betydning offensivt, holdt et fint organiseret B.93-hold hjemmeholdet fra åbne chancer i den første halve time. 

Derfor var det ærgerligt, at Næstved bragte sig i front på deres første store mulighed, som aldrig burde have været en mulighed; et indkast blev headet ned i fødderne på en udækket Mathias Nielsen, der uden dikkedarer bankede bolden i mål. 

Nu fik hjemmeholdet for alvor overtaget, og ikke længe efter var den gal igen, da Mark Leth Petersen afsluttede en fornem solotur fra højre side med at sende bolden fladt forbi en chanceløs Ronni Raun i 93-målet. 2-0 ved pausen til Næstved.

2-0 er en farlig føring, er der nogen, der mener, men ikke denne søndag i Næstved, for heller ikke i anden halvleg var B.93 i stand til for alvor at true de grønklædtes mål. Et godt langskud fra Olcay Senoglu, som målmanden måtte parere til hjørne, var det bedste 93-forsøg i kampen. 

Tværtimod var Næstved tættere på 3-0 end 93 var på reducering, blandt andet måtte Ronni Raun diske op med en flot refleksredning af et hovedstød fra nært hold.

Oveni i disse genvordigheder blev vi også vidner til et grimt uheld, da B.93s Thomas Raun måtte hjælpes fra banen kort efter han var blevet skiftet ind. Raun, der ellers har haft nogle udmærkede indhop på det seneste, måtte køres på Slagelse Sygehus med en skulder, der var gået af led. Mange medlidende tanker herfra til den sympatiske spiller, som forhåbentlig slipper fra denne yderst smertefulde oplevelse uden mén. 

For at fuldende denne møgdag for B.93 smuttede Næstveds Mikkel Rygaard alene igennem ti minutter før tid og kunne ubesværet gøre det 3-0. 3-0 blev også kampens resultat, og som kampen udviklede sig må vi erkende, at det ikke var et mål for stort. Godt nok har Næstved et glimrende hold, som det ikke er nogen skam at tabe til, men at forskellen på de to hold endte med at blive så stor syntes helt unødvendigt. 


Holdet på banen

Ronni Raun

Martin Heisterberg
Philip Bank
Mikkel Christoffersen
Jonas Lorentzen (ud 79')

Thomas Høegh
Danny Mirabel
Olcay Senoglu

Andreas Larsen (ud 56')
Mads Rønne

Emil Dyre


På bænken

Thomas Raun (ind 56', ud igen 63')
Nico Jørgensen (ind 63')
Chris Sørensen (ind 79')
Christian Andreasen
Morten Levinsen
Nicolai Jørgensen


Kampreferat v) Mads Mazanti.
 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 1259
Senest opdateret: 18 februar 2014