Klik billedet
Sejr i Vanløse Udskriv Email

28. september 2013
Sejr i Vanløse
B.93 vandt lørdagens match i 2. division med 1-0 på en sen scoring af Emil Dyre.

Vanløse - B.93 0-1 (0-0)

0-1 Emil Dyre (straffe 85')

Udvisning: Casper Abildgaard, Vanløse (87')

Så lykkedes det endelig: B.93 fik hevet en sejr i land, og det endda i den vitale bundkamp mod Vanløse. Men for pokker, hvor måtte vi lide, før forløsningen kom.
  
B.93 satte sig på begivenhederne fra kampens start, om end spillet i fravær af de kreative kræfter Mirabel og Høegh (karantæne og sygdom) var knapt så fikst og flydende som normalt, men mere baseret på dybdeafleveringer mod Rønne og Senoglu.
  
Og netop denne duo var tæt på to gange i løbet af halvlegen, men begge gange diskede den tidligere ungdomsmålmand i B.93, Valbon Idrizi, op med fine parader. Ydermere havde en afslutning efter et hjørnespark fortjent en bedre skæbne end at snige sig forbi den ene stolpe. 
  
Thomas Petersens Vanløse var defensivt velorganiseret og gav få åbne chancer, til gengæld havde hjemmeholdet dårligt nok et eneste forsøg på mål i første halvleg.
  
Mod slutningen af halvlegen kom så den store mulighed til 93, da en fejl på Vanløses midtbane blev udnyttet til at sende Emil Dyre af sted mod mål. Før han fik afsluttet, blev han imidlertid kantet af endnu en tidligere 93er, Casper Abildgaard. Straffespark og advarsel til Abildgaard.
  
Olcay Senoglu tog sig som sædvanligt af strzffesparket, men ak: Bolden tog indersiden af stolpen og sprang i spil igen. Alle 93ere måtte tage sig til hovedet og tænke: Det var dog utroligt så få marginaler, vi har på vores side for tiden.
  
Efter pausen fortsatte B.93-dominansen, og det blev til et par gode muligheder til Rønne og Andreas Larsen. Bortset fra en enkelt hovedstødschance havde Vanløse intet at notere rent offensivt. Fine indsatser af Mikkel Christoffersen og Martin Heisterberg i midterforsvaret og Philip Bank på den defensive midtbane.
   
B.93 havde trods spilovertaget dog problemer med at lægge det helt afgørende tryk på Vanløses forsvar. Stemningen blev stadig mere irriteret på banen med en regn af advarsler til især hjemmeholdets spillere til følge.
   
Men netop som det hele så ud til at fuse ud i endnu et kedeligt pointtab, blev Olcay Senoglu væltet omkuld i feltet. Nyt straffespark til Vanløse-spillernes store forbitrelse, men den så altså ud til at være god nok.
  
Nu blev det tunge ansvar lagt på anfører Emil Dyres skuldre. Mens vi andre dårligt turde se på, var Dyre iskold og sendte bolden sikkert ind midt i målet. 1-0!
  
Kort efter fik Casper Abildgaard en advarsel for brok, og da det var hans anden, måtte Vanløse slutte med ti mand. Men det var ikke slut endnu, og i overtiden havde hjemmeholdet en god mulighed i fri position i venstre angrebsside. Heldigvis holdt Nicolai Jørgensen fast i det flade skud mellem venner og fjender foran målet.
  
Og B.93 kunne juble over endelig at have brudt forbandelsen og have sikret sig en hårdt tilkæmpet, men yderst fortjent sejr i en ekstremt vigtig kamp.


Holdet på banen
 
Nicolai Jørgensen

Christian Andreasen
Martin Heisterberg
Mikkel Christoffersen
Jonas Lorentzen

Anders Dahl Simonsen
Philip Bank
Olcay Senoglu

Andreas Larsen (ud 65')
Mads Rønne (ud 82')

Emil Dyre


På bænken

Chris Sørensen (ind 65')
Nico Jørgensen (ind 82')
Marco Holst
Rasmus Gehlsen
Ronni Raun

Næste kamp er lørdag 5. oktober kl. 15.00, hvor topholdet Helsingør kommer til Østerbro Stadion.

Næste pokalkamp er onsdag 9. oktober kl. 19.00, hvor Svebølle er modstanderen på Østerbro Stadion. Vinderen af kampen møder AGF i 1/16 finalen.


Kampreferat v) Mads Mazanti. 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1376
Senest opdateret: 18 februar 2014