Klik billedet
AGF venter i DBU Pokalen Udskriv Email

10. oktober 2013
DBU Pokalen: Næste kamp mod AGF
Med en sejr på 2-1 over Svebølle kvalificerede B.93 sig til ottendelsfinalen, hvor AGF kommer på besøg på Østerbro Stadion. Reservér dagen 6. november med det samme.


På mål af Anders Dahl Simonsen og Andreas Larsen sikrede B.93 sig en sejr onsdag aften i pokalkampen mod Svebølle. B.93 var foran 2-0, men da Svebølle fik udlignet otte minutter før tid, kom der alligevel lidt spænding for tilskuerne.

Sejren giver B.93 adgang til ottendedelsfinalerne, hvor næste modstander er AGF. Der er dermed lagt op til en klassiker mellem to af de mest vindende hold i dansk fodbold. AGF har et stærkt hold med flere landsholdsspillere, og holder ligger godt placeret i superligaen. B.93 er derimod i gang med at arbejde sig tilbage i rækkerne fra en noget lavere placering, så det bliver en meget vanskelig kamp med AGF som storfavorit.

Men det bør jo ikke afholde B.93 fra at tro på sin chance, og det bør jo slet ikke afholde folk fra at komme og støtte B.93 i kampen, der spilles på Danmarks smukkeste fodboldstadion, Østerbro Stadion, onsdag den 6. november kl. 19.00.

AGF er en stor klub med stolte traditioner og en meget smuk klubdragt. Klubben har mange tilhængere blandt de 40 procent af den københavnske befolkning, som stammer fra Jylland, og hjemmesiden er vidende om, at de allerede er begyndt at mobilisere tilhængerne i hovedstaden, som må forventes at møde talstærkt op til kampen.

B.93 skal derfor opfordre alle klubbens tilhængere til at møde op og give spillerne det rygstød, der er nødvendigt for at kunne tage kampen op mod et af de stærkeste hold i Danmark i øjeblikket.

Vi ses på stadion. Lad os fylde tribunen og vise, hvor god en hjemmebane det kan være. 

Læs referatet fra Svebølle-kampen herunder.


B.93 - Svebølle 2-1 (0-0)


1-0 Anders Simonsen (52')
2-0 Andreas Larsen (63')
2-1 Kim Have (82')

DBU Pokalen, 3. runde
Østerbro Stadion
205 tilskuere.

I onsdagens pokalkamp mod Svebølle lagde et B.93-hold uden Miraklet Mirabel (bortrejst) og Jonas Lorentzen (forstrækning i baglåret) ud som lyn og torden med et stormløb mod gæsternes mål. Det blev til gode muligheder til Chris Sørensen, Anders Simonsen og Senoglu, da B.93 gang på gang gennembrød Svebølle-forsvaret, som måtte love for deres sidste skanse i form af en velspillende målmand.

De orangeklædte gæster fik dog kæmpet sig bedre ind i kampen omkring midten af halvlegen, og var faktisk meget tæt på at bringe sig i front, da et hovedstød traf sammenføjningen på Ronni Rauns mål. 

0-0 stod sig til pausen, men pausen gav tydeligvis B.93 ny energi, for i anden halvleg rullede angreb på angreb på ny ned mod Svebølles mål. Senoglu fik en god mulighed efter frispilning fra Andreas Larsen, før Anders Simonsen på vanlig energisk vis sled sig igennem, og denne gang var der gevinst. 1-0 ved Anders Simonsen, der ikke blot blev belønnet for sin store flid på midtbanen med dette mål, men også med kåringen som Dagens Pokalfighter. 

Kort efter scoringen var Svebølle tæt på at udligne, men Ronni Raun var heldigvis på sin plads på et skud fra meget nært hold. 

Derpå fortsatte hjemmeholdet offensiven, og 2-0-målet kom efter 62 minutter: Et frispark på kanten af feltet i højre angrebsside troede alle, at Senoglu skulle tage sig af, men i stedet tog Andreas Larsen fusen på alt og alle ved at løfte bolden over muren og skrue den op i nærmeste målhjørne. 

2-0 kunne også være blevet 3-0, da Anders Simonsen endnu engang fik en stor mulighed, men i stedet blev det gæsterne, der i de sidste 15-20 minutter smed alt frem i en vild slutoffensiv. 

Det var således heller ikke helt ufortjent, at Svebølle fik reduceret efter hjørnespark i en situation, hvor dommeren overså et frispark mod Ronni Raun, så Kim Have ugeneret kunne heade bolden i mål. 

I kampens sidste minutter sværmede gæsterne om 93-målet, så vores forsvar måtte kæmpe hårdt og sende bolde op mod den dødtrætte 200-kamps-jubilar, Emil Dyre, i et forsøg på at holde Svebølle offensiven hen. I overtiden blev et hjørnespark forlænget med retning mod øverste målhjørne, men heldigvis stod Thomas Høegh på målstregen og headede bolden væk.

Og så var det slut: B.93 kunne juble over en sejr, der indbringer 100.000 DBU-kroner og en givtig kamp mod AGF i ottendedelsfinalen. En meget fortjent og kærkommen succesoplevelse for B.93. 


Holdet på banen

Ronni Raun

Christian Andreasen
Martin Heisterberg
Mikkel Christoffersen (ud 78')
Thomas Høegh

Anders Dahl Simonsen
Philip Bank
Olcay Senoglu (ud 84')

Andreas Larsen
Chris Sørensen (ud 64')

Emil Dyre   


På bænken

Mads Rønne (ind 64')
Marco Holst (ind 78')
Nico Jørgensen (ind 84')
Nicolai Jørgensen


Kampreferat v) Mads Mazanti.
 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 1373
Senest opdateret: 18 februar 2014