Klik billedet
Sikker sejr over Nykøbing FC Udskriv Email

19. oktober 2013
Sikker sejr over Nykøbing FC
B.93 vandt 4-0 over Nykøbing FC. Alle mål faldt i første halvleg. Mads Rønne nettede tre gange. 

B.93 - Nykøbing FC

1-0 Mads Rønne (11')
2-0 Emil Dyre (26')
3-0 Mads Rønne (34')
4-0 Mads Rønne (45')

Østerbro Stadion
161 tilskuere. 

Efter fem måneders ventetid fik B.93 endelig en hjemmesejr i turneringen, og det skete med maner, da Nykøbing blev slået hele 4-0.
  
Det var en kamp, B.93 satte sig på fra første fløjt, og allerede efter ti minutter kom det første mål: Et flot gennemspillet angreb over venstre side sprættede gæsternes forsvar op, så Emil Dyre kunne sende bolden på tværs til Mads Rønne, og så var det første sæsonmål endelig en realitet for den hårdtarbejdende frontangriber. 1-0, forbandelsen var brudt.
  
B.93 fortsatte med at lægge pres på et meget ungt Nykøbing-hold, der blev fysisk og spillemæssigt overmatchet af et koncentreret og veloplagt B.93-hold ført an af Dyre og Rønne i front.
  
Rønne var tæt på en ny scoring, da han prikkede bolden ind i målmanden ved forreste stolpe, men 2-0 lod alligevel ikke vente længe på sig. Andreas Larsen sendte med en herlig aflevering over 25 meter Dyre af sted i dybden, Dyre sprintede forbi alt og alle inklusive målmanden, 2-0!
  
Kort efter var Dyre tæt på at gentage kunststykket, men skød denne gang på tværs af mål efter at rundet målmanden. Pyt med det, for 3-0 blev en realitet, da Thomas Høegh headede på mål efter et hjørnespark, målmanden gav retur, og hvem stod klar til at prikke den ind? Såmænd Mads Rønne, virkelig et hul på bylden, der ville noget.
  
Kort før pausen fik Nykøbing deres største mulighed i kampen, men det frie skud midt for mål blev sendt forbi. I stedet slukkede B.93 endegyldigt lyset for gæsterne, da Mads Rønne - hvem andre? - modtog bolden på kanten af feltet, og som den naturligste ting i verden slaskede bolden ind ved den ene stolpe. Nul sæsonmål var forvandlet til tre på en halvleg for Rønne, hvilken forløsning.
  
Godt nok har B.93 sat mange store føringer over styr gennem årene, men med 4-0 ved pausen var kampen trods alt lukket, og anden halvleg blev en mindre underholdende affære, hvor B.93 kontrolleret kørte sejren i hus, mens Nykøbing forsøgte at redde æren med et par hæderlige, men dog resultatløse, angrebsforsøg. 
  
Hjemmeholdet var tættest på at udbygge føringen med muligheder til Rønne igen-igen og indskiftede Daniel Lindsten. Halvlegens højdepunkt blev dog Olcay Senoglus brag af en helflugter, som Nykøbings målmand med en mirakuløs enhåndsparade fik afværget. Årets redning på Østerbro Stadion.
  
4-0 blev det ved, og det var også rigeligt for et B.93-hold, der nu er godt på vej op ad i tabellen.


Holdet på banen
 
Ronni Raun

Christian Andreasen
Martin Heisterberg
Marco Holst
Thomas Høegh

Anders Dahl Simonsen (ud 46')
Danny Mirabel
Olcay Senoglu

Andreas Larsen
Mads Rønne (ud 81')
Emil Dyre (ud 74')
 

På bænken
 
Philip Bank (ind 46')
Nico Jørgensen (ind 74')
Daniel Lindsten (ind 81')
Victor Johannessen
Morten Levinsen
Nicolai Jørgensen

Næste kamp er søndag 27. oktober kl. 13.30, hvor B.93 på Holbæk Stadion møder Nordvest FC.


Kampreferat v) Mads Mazanti. 

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1683
Senest opdateret: 18 februar 2014