Klik billedet
AGF blev endestationen Udskriv Email

7. november 2013
AGF blev endestationen
AGF vandt 1/8 finalen i DBU Pokalen med 2-0. Dermed er en imponerende indsats i DBU Pokalen færdig for B.93 i denne omgang.


B.93 - AGF 0-2 (0-1)


0-1 Edafe Egbedi (1')
0-2 Edafe Egbedi (48')

Udvisning: Dominic Oduro, AGF (85').

Østerbro Stadion
1.267 tilskuere (sæsonrekord)

Se Christian Midtgaards fremragende fotos fra kampen.
Se B.93 TV reportagen.
 
Onsdag aften spillede B.93 pokalkamp mod Superligaens nummer tre, AGF. Alene det faktum, at de fuldtidsprofessionelle aarhusianere kom til København om formiddagen og indlogerede sig på hotel i timerne op til kampen, mens 93erne mødte op direkte fra arbejde, sagde noget om det ulige styrkeforhold holdene imellem.
  
I et sådant opgør er det ofte afgørende, hvorvidt de undertippede kan frustrere overmagten ved at holde dem så længe fra scoring, at panikken begynder at brede sig. Og hvad skete der så? Kampens første angreb, AGF bryder igennem på venstre flanke, bolden fladt på tværs til Egbedi, der midt for mål udplacerer Ronni Raun. Cirka 20 sekunder tog det gæsterne at bringe sig i front. Déja-vu til Silkeborg-kampen for nogle år siden, hvor en lignende lynscoring endte med at føre til et 0-5-nederlag.
  
Denne gang ville B.93 det imidlertid anderledes, for der blev straks svaret igen på lynscoringen: Et forulykket udspark fra AGFs målmand endte hos Olcay Senoglu, der kanonerede bolden på underkanten af overliggeren.
  
Hjemmeholdet fortsatte det målsøgende og optimistiske spil, selv om en mudderbane, der mindede om noget fra en engelsk tipskamp i firserne, ikke burde muliggøre ordentligt spil. Rønne brød igennem, men blev tacklet i skudøjeblikket, og en tværbold manglede blot en 93-fod for at resultere i mål.
  
I anden del af halvlegen begyndte AGF dog at sætte sig på spillet. Angreb på angreb tromlede igennem på Stephan Petersens venstrefløj, hvilket resulterede i nogle gigantiske muligheder, blandt andet sparkede en aarhusianer forbi et tomt mål, og Marco Holst præsterede en superredning på målstregen, da Ronni Raun var udplaceret.
  
0-1 stod sig til pausen, men minsandten indledtes anden halvleg med endnu en lynstart af AGF. Denne gang holdt B.93 to minutter, så erobrede gæsterne bolden på midtbanen og satte et lynangreb i gang. På ny var det Egbedi, som afsluttede, denne gang sendte han flot bolden op i det fjerneste hjørne. 0-2.
  
Trods det nye chok kæmpede B.93 sig fint ind i kampen igen og havde et par behjertede forsøg fra Miraklet Mirabel og Senoglu. Godt nok gik AGFerne også et gear ned for at færge sejren i land uden alt for megen anstrengelse, men alligevel var det flot at se den disciplin og fightervilje, der prægede et B.93-hold, der på ingen måde lagde sig ned for overmagten. Især udmærkede midterforsvaret med Holst og Christoffersen sig, ligesom Raun i målet med fine aktioner gjorde sig fortjent til titlen som 93-pokalfighter.
  
Til slut i kampen havde AGF et par nærgående forsøg, blandt andet på overliggeren, men B.93 fremtvang dog også en aarhusiansk udvisning, da Miraklet med en pragtfuld dybdeaflevering sprættede gæsternes forsvar op, så Nico Jørgensen måtte bremses med ulovlige midler af backen Oduro.
  
0-2 blev det ved, B.93 faldt med ære og blev trods nederlaget fortjent fejret af det talstærke publikum på Østerbro Stadion.

 
Holdet på banen
 
Ronni Raun

Christian Andreasen
Mikkel Christoffersen
Marco Holst
Jonas Lorentzen

Thomas Høegh
Danny Mirabel 
Olcay Senoglu

Andreas Larsen (ud 67')
Mads Rønne (ud 75')
Emil Dyre (ud 88')

 
På bænken
 
Nico Jørgensen (ind 67')
Chris Sørensen (ind 75')
Daniel Lindsten (ind 88')
Nicolai Jørgensen


Kampreferat v) Mads Mazanti.

 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1456
Senest opdateret: 18 februar 2014