Klik billedet
Ny ungdomskontraktspiller i B.93 Udskriv Email

5. januar 2014
U17-topscorer på kontrakt i B.93
Klubben har skrevet kontrakt med målfarlige Markus Rygaard, der er topscorer i DBU's U17-division.


B.93 har skrevet kontrakt med den 16-årige angriber Markus Rygaard, der spiller på klubbens stærke U17-hold. Markus er en særdeles målfarlig angriber, der er suveræn topscorer i DBU's U17-division. Markus har i denne sæsons første halvdel scoret 14 mål i 11 kampe.

Markus har været i B.93 i flere år og markerede sig allerede som U15-spiller som en dominerende spillere på holdet, og efter den vanskelige overgang fra U15 til U17, er han det seneste år virkelig trådt i karakter. Markus er ikke blot en målfarlig angriber, han er også en god holdspiller, der arbejder for holdet og er god til at tage mod nye spillere på det U17-holdet, som ligger på andenpladsen i U17-divisionen.

Markus blev i efteråret udtaget til U17 futurelandsholdet, som er DBU's udviklingshold. Hans gode præstationer og fine indstilling gjorde, at han i november blev kåret til årets ungdomsspiller i B.93 i 2013. Markus Rygaard er en spiller, som klubben har store forventninger til, og det er derfor med stor glæde, at klubben nu skriver en længerevarende kontrakt med Markus.

Kontrakten, som er indgået mellem Markus og B.93 Kontraktfodbold Aps, er en del af B.93's arbejde med udvikle talentarbejdet i klubben yderligere.

Et led i det arbejde er etableringen af B.93's Skole-og Idrætsakademi, der fra august 2014 skal tilbyde unge talenter inden for både fodbold og tennis at kombinere skolegang og mange træningspas i en hverdag, der hænger sammen på en fornuftig måde for de unge.

Samtidig er B.93 ved at opbygge et high performance-center, der ikke mindst har fokus på de mentale aspekter og sigter på at styrke de kompetencer, de skal til for at omsætte talentet i en god sportslig karriere.

"Det er noget helt nyt, og vi har store ambitioner om at skabe tilbud, som både kan tiltrække og fastholde unge spillere", siger Michele Guarini, der er sportschef og talentudviklingsansvarlig i B.93.

B.93 har en meget stærk ungdomsafdeling, DBU's officielle kvalitetsstempel i form af B-licens og en årelang tradition og erfaring med at udvikle og uddanne fodboldspillere til højeste niveau i Danmark.

Blandt de seneste kan nævnes Mathias Zanka Jørgensen (årgang 1990), Bashkim Kadrii (årgang 1991), Jores Okore (årgang 1992) og Bassel Jradi (1993). De tre første har haft deres debut på A-landsholdet, mens Bassel er U21-landsholdsspiller. Både Mathias, Bashkim og Bassel fik hele deres fodboldopdragelse i B.93 og nåede en lang række kampe på klubbens 1. senior i 2. division, før de skiftede til klubber på højeste niveau. Jores Okore spillede i B.93 fra han var helt lille, indtil han som U17-spiller skiftede til FC Nordsjælland, hvorfra han blev solgt til Aston Villa.

B.93 har forventning om i de kommende år at uddanne flere landsholdsspillere.

 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 1380
Senest opdateret: 14 februar 2014