Klik billedet
Optakt B.93 - Næstved Udskriv Email

26. marts 2014
Optakt B.93 - Næstved
Lørdag blæses foråret i gang, når Næstved gæster Østerbro Stadion i forårspremieren i 2. division øst.


B.93 åbner forårssæsonen i 2. division øst lørdag den 29. marts med hjemmekamp mod Næstved.

Efter et broget efterår, der bød på lige mange sejre, uafgjorte og nederlag skal B.93 ud og jagte en forbedring af den umiddelbare 8. plads holdet overvintrede på. Til det formål har B.93 udnyttet vinterpausen til bl.a. at styrke organisationen bag holdet og til en træningslejr i Tyrkiet.

På banen er der blevet skiftet lidt ud, men grundstammen forbliver den samme. Denne kontinuitet er samtidigt suppleret med flere unge spillere, der enten er blevet rykket op eller vendt tilbage til divisionstruppen. Truppen ser dermed ud til at have et stærkt mix af rutinerede kræfter og unge sultne spillere, der bliver spændende at følge.

På afskedsfronten har B.93 måttet vinke farvel til Nicolai Jørgensen, Andreas Larsen, Philip Bank, Thomas Raun, Mads Rønne og Rasmus Gehlsen, mens Mads Heidelbach Hansen og Morten Hauglund omvendt er blevet hentet ind. Oliver Drost er blevet rykket op fra U19, og der er desuden gensyn med Markus Leding, Simon Carstensen og Omar Roshani. Se spillertruppen.

Næstved kommer omvendt til forårspremieren med en stort set uændret trup. Dog er der blevet skiftet ud på trænersiden, hvor Preben Christensen står over for sin officielle debut som Næstved-træner. I opstarten har Næstved bl.a. slået det kasakhstanske landshold under en træningslejr i Tyrkiet. Desuden har de luftet ambitionen om at rykke op til sommer. Næstved har en stærk trup, der er bygget op om en solid defensiv, mens topscorer Mikkel Rygaard samtidig er giftig i den anden ende.


Historie og statistik

B.93 har mødt Næstved 47 gange i officiel kamp, hvor det er blevet til 17 sejre, 8 uafgjort og 22 nederlag. Sidste kamp var den 8. september, hvor B.93 blev slået 3-0 på Næstved Stadion.

Kampdatoen den 29. marts er kun blevet brugt 8 gange tidligere til officiel kamp for B.93. Første gang var i 1903, hvor det blev til 1-1 med KB. Sidste gang B.93 spillede officiel kamp på datoen, var i 2008, hvor B.93 tabte til Fremad Amager 3-1 på Østerbro Stadion.

Det bliver 121. gang B.93 spiller officiel kamp i marts måned og 73. gang at forårspremieren ligger i marts måned. Første gang B.93 spillede i marts måned var forårspremieren 30. marts 1898, der åbnede for et forår på hele 3 kampe efter en efterårssæson der blot bød på en enkelt kamp.


B.93 Fanzone

Før kampen vil B.93 Fanklub åbne op for B.93 Fanzone, hvor der vil være mulighed for at spille FIFA 14 på XBOX, konkurrere i præcisionsskydning samt møde Emil Dyre og fanklubbens maskot Dirch. Så kig forbi B.93 Fanzone under hovedtribunen fra kl. 16 og få en god eftermiddag i selskab med B.93. 

God kamp!


B.93 – Næstved

Lørdag 29. marts klokken 17.00 OBS! Bemærk ændring af kamptidspunkt.
Østerbro Stadion
Entre: 60 kroner
Betaling ved indgangen.

Alle B.93 ungdomsmedlemmer under 18 år kan komme gratis ind ved forevisning af gyldigt medlemskort. Kortet kan hentes hos Gitte på B.93’s kontor.

Alle medlemmer af B.93 Fanklub kan komme ind for 50 kr. mod fremvisning af gyldigt medlemskort.


Optakt v) Leo Mathiesen.

Skrevet af Leo Mathiesen   
Antal hits: 1186
Senest opdateret: 13 april 2014