Klik billedet
Nederlag i Roskilde Udskriv Email

17. april 2014
Nederlag i Roskilde
B.93 tabte knebent med 1-0 til topholdet Roskilde. Næste hjemmekamp er mandag 21. april kl. 15.00, hvor Svebølle kommer på besøg,


Roskilde - B.93 1-0 (0-0)

1-0 Christian Hansen (48')

Roskilde Idrætspark
858 tilskuere.


B.93 stillede op til den vanskelige udekamp mod topholdet i en noget alternativ opstilling med Emil Dyre helt i front og Olcay Senoglu bag ham som offensiv midtbanespiller. Oliver Drost erstattede Dyre på fløjen og Anders Dahl Simonsen tog sig af den defensive midtbane. Morten Levinsen måtte derfor tage plads på bænken, det samme måtte Christian Andreasen, da Mads Heidelbach var tilbage som højre back efter en kort skadespause.

Hjemmeholdet lagde bedst ud og havde efter omkring ti minutters spil en god mulighed midt for mål, men heldigvis havnede skuddet lige i favnen på Raun. Spillet jævnede sig dog hurtigt ud, da B.93 lige havde vænnet sig til topholdets tempo. Roskilde havde ganske vist en lidt større andel af spillet, men kom ikke til åbne muligheder mod et tændt og disciplineret 93-mandskab. Forsvarstrekanten med Simonsen som oprydder foran midterforsvarerne Holst og Heisterberg fungerede forbilledligt. Og faktisk var det B.93, der kort før pausen fik muligheden for at bringe sig i front. Oliver Drost skudfintede sig fri i feltets venstre angrebsside, men måtte desværre se sin afslutning sejle forbi fjerneste stolpe. 0-0 ved pausen.

Efter den opløftende første halvleg skete så lige det, der ikke måtte ske i anden halvlegs indledning. En Roskilde-spiller fik kæmpet sig fri ved baglinien og centret skråt bagud til en helt fri Christian "Crille" Hansen, der enkelt kunne hamre bolden forbi en chanceløs Ronni Raun. 1-0.

Trods den ærgerlige start på anden halvleg var B.93 dog fortsat godt med i kampen. Topholdet kunne trods en føring i ryggen på ingen måde tromle hen over gæsterne. Det var dog hjemmeholdet, der stod for de få angreb, der blev rigtigt farlige, blandt andet et strålende et af slagsen, bygget op med førstegangsafleveringer helt nede fra eget felt og afsluttet med en kæmpemulighed, som blev skovlet over mål.

Mod slutningen af kampen fik B.93 dog tilkæmpet sig et par skudmuligheder; Emil Dyre trak ind i banen og sparkede centimeter forbi den fjerneste stolpe, Omar Roshani skød over mål udenfor feltet.

I kampens sidste minutter satsede B.93 alt, men den største dramatik fandt sted udenfor banen, da Roskilde-træner Anders Theil blev vist bort fra bænken. Olcay Senoglu fik muligheden på et frispark lige udenfor feltet, men heller ikke han kunne ramme målet, og så sluttede det hele med den ventede hjemmesejr. Fortjent nok, for Roskilde virkede en tand skarpere i det meste af kampen, men en godt fightende og fornuftigt spillende 93-hold var ikke langt fra at standse det suveræne topholds sejrsmaskine.

Martin Heisterberg, igen i dag kåret af holdkammerater som kampens 93er: "Vi stod godt på bane, og jeg synes, vi spillede lige op med dem. Med lidt held får vi et point, men tre sekunders manglende koncentration i begyndelsen af anden halvleg blev afgørende."


Holdet på banen

Ronni Raun

Mads Heidelbach (ud 55')
Marco Holst
Martin Heisterberg
Thomas Høegh

Anders Dahl Simonsen
Danny Mirabel
Olcay Senoglu

Morten Hauglund (ud 74')
Oliver Drost (ud 66')
Emil Dyre


På bænken

Christian Andreasen (ind 55')
Chris Sørensen (ind 66')
Omar Roshani (ind 74')
Morten Levinsen
Victor Johannessen
Simon Carstensen
Nicolas Nielsen


Kampreferat v) Mads Mazanti.

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1054
Senest opdateret: 20 april 2014