Klik billedet
B.93 - Svebølle Udskriv Email

21. april 2014
B.93 tabte hjemmekamp
Gæsterne fra Svebølle vandt mandag kampen på Østerbro Stadion med 2-0 på to mål i anden halvleg.


B.93 - Svebølle 0-2 (0-0)

0-1 Haydar Said (straffe 60')
0-2 Andreas Marcher (81')

Østerbro Stadion
240 tilskuere.

Dagens gæster fra Svebølle er godt nok nedrykningstruede, men landsbyklubbens spillertrup er klart forbedret i forhold til efterårssæsonen, blandt andre med vor gamle ven, Mohammad Ali.

Det var da også de grønblusede, der begyndte kampen bedst - eller mindst ringe, om man vil. I hvert fald var de mest nærgående i de første kvarter, så fik B.93 lidt bedre styr på spillet, og resten af halvlegen blev jævnbyrdig og chancefattig. Miraklet Mirabel stod for de bedste 93-forsøg med to behjertede afslutninger fra kanten af feltet. Dog var Svebølle tættest på at bringe sig i front til allersidst i halvlegen, men Ronni Raun diskede op med en fin enhåndsparade, så 0-0 stod sig til pausen.

Kampbilledet var uændret i anden halvlegs indledning; B.93 havde et mindre spilovertag, men blev ikke rigtigt farlige, trods indskiftningen af Chris Sørensen som aggressiv frontløber.

Og i stedet gik det så galt i den anden ende: En returbold fra Raun endte i fødderne på en Svebølle-spiller, Mads Heidelbach kom for sent med sin tackling, straffespark. Haydar Said lagde sikkert bolden i mål til venstre for Raun; gæsterne var i front.

B.93 forsøgte derpå at lægge småspillet på hylden og i højere grad forcere angrebene frem. Omar Roshani kom på banen og gjorde et glimrende indhop på højrekanten. Chancerne begyndte at komme: Dyre havde to nærgående forsøg, Høegh blev headet fri tæt under mål af Chris Sørensen, men i alle tre tilfælde viste Svebølles målmand imponerende spil.

I stedet for en udligning var Haydar Said tæt på at lukke kampen på en stor kontramulighed, som Raun fik klaret. Minuttet efter var den imidlertid gal igen, og denne gang blev der lukket og slukket: Andreras Marcher drejede flot et frispark fra et parogtyve meter over muren og via stolpen i mål. 0-2, et bittert nederlag for B.93 på en af de dage, hvor intet rigtigt lykkedes for os.

Assistenttræner Rene "Puden" Rasmussen (efter en lang tænkepause): "Vi må bare indse, at vi ikke altid kan vinde med poleret spil. Og så skal vi vise en helt anden indstilling og løbevilje fremover, for det her var ikke godt nok."


Holdet på banen

Ronni Raun

Mads Heidelbach (ud 84')
Marco Holst
Martin Heisterberg
Thomas Høegh

Anders Dahl Simonsen
Danny Mirabel
Olcay Senoglu

Morten Hauglund (ud 46')
Oliver Drost (ud 61')
Emil Dyre


På bænken

Chris Sørensen (ind 46')
Omar Roshani (ind 61')
Markus Leding (ind 84')
Morten Levinsen
Victor Johannessen
Christian Andreasen
Nicolas Nielsen


Kampreferat v) Mads Mazanti.

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 988
Senest opdateret: 21 april 2014