Klik billedet
Optakt B.93 – BSV Udskriv Email

26. maj 2014
Optakt B.93 – BSV
B.93 får Kristi Himmelfart besøg af BSV i et rent midteropgør.

 

B.93 spiller torsdag den 29. maj hjemme mod BSV i 2. division øst.

BSV gæster Østerbro Stadion i en kamp mellem 2 midterhold. Reelt set har begge hold udspillet deres chancer i denne sæson, men kampen er vigtig i flere forstand. B.93 skal op på hesten igen efter 2 nederlag i streg og prøve at holde fast i den bedste halvdel af tabellen.

BSV kommer til kampen med blot 2 nederlag i de seneste 14 kampe. Omvendt er det kun blevet til 4 sejre i de samme 14 kampe, hvilket i korte træk definerer BSV’s sæson indtil videre. Holdet har tabt 3. færrest antal kampe men vinder omvendt ikke kampene og har derfor flest uafgjorte i 2. division øst. Claus Larsen fratrådte inden sæsonen som træner men er trådt til igen efter at Martin Nielsen stoppede i oktober. Han har de 2 tidligere henholdsvis Brøndby og Brønshøj-angribere Peter Madsen og Patrick Tronborg som assisterende trænere. I truppen finder vi desuden den tidligere B.93’er Casper Abildgaard.


Historie og statistik

B.93 har mødt BSV 13 gange tidligere i officiel sammenhæng, hvor statistikken hælder snært i BSV’s retning. 4 sejre, 4 uafgjort og 5 nederlag er det blevet til for B.93, der vandt det seneste opgør med 3-1. Olcay Senoglu og Emil Dyre stod for B.93’s scoringer.

Det bliver 10. gang B.93 spiller en officiel kamp på datoen den 29. maj, når BSV gæster Østerbro Stadion. I de hidtil 9 kampe er det blevet til 4 sejre, 2 uafgjorte og 3 nederlag. Første kamp var i 1919 hvor KB vandt 4-3 over B.93 i en ekstra pokalturnering organiseret af KBU efter sæsonafslutningen. Hvorvidt denne turnering kan tælles som værende officiel lader vi være op til chefhistoriker Palle ”Banks”. Seneste nederlag er helt tilbage i 1983 til Brøndby. Seneste kamp var i 2011, hvor det blev til 2-2 ude mod Elite 3000 (nu FC Helsingør).

Vel mødt på stadion!


B.93 – BSV

Torsdag den 29. maj klokken 15.00
Østerbro Stadion
Entre: 60 kroner
Betaling ved indgangen.

Alle B.93 ungdomsmedlemmer under 18 år kan komme gratis ind ved forevisning af gyldigt medlemskort. Kortet kan hentes hos Gitte på B.93’s kontor.

Alle medlemmer af B.93 Fanklub kan komme ind for 50 kr. mod fremvisning af gyldigt medlemskort.

Skrevet af Leo Mathiesen   
Antal hits: 1039