Klik billedet
Nederlag til FC Helsingør Udskriv Email

1. juni 2014
Smalt nederlag i Helsingør
B.93 tabte 1-2 ude mod topholdet FC Helsingør søndag.


FC Helsingør - B.93 2-1 (2-0)

1-0 Peter Benjaminsen (22')
2-0 Mads Heidelbach (selvmål, 40')
2-1 Thomas Høegh (48')

Helsingør Idrætspark
388 tilskuere.

Den svære udekamp i Helsingør begyndte egentlig udmærket med godt og tempofyldt spil fra begge hold. Olcay Senoglu slap igennem, men fik desværre ikke nok højde på sin afslutning, så Helsingør-målmanden kunne gribe bolden. Kort efter havde Helsingør en kæmpe mulighed efter hjørnespark; på mystisk vis fik de skovlet bolden forbi mål.

Spillet bølgede frem og tilbage, og midt i halvlegen kom kampens første scoring, desværre til hjemmeholdet. Den rutinerede Peter Benjaminsen modtog bolden foran feltet midt for mål. Efter en elegant vending drejede han smukt bolden op i det ene hjørne, 1-0.

Efter scoringen var B.93 stadig helt med i kampen, men helsingoranernes angreb virkede en anelse skarpere, og vi måtte i et par giftige situationer love for Raun i målet. Desværre var han magtesløs, da Mads Heidelbach i et heroisk forsøg på at afværge en livsfarlig tværpasning kom til at prikke bolden i eget mål. Sort uheld, og så netop for Mads, den tidligere Helsingør-spiller.

Trods den megen modgang kom B.93 flot ud til anden halvleg, da Thomas Høegh pressede sig frem til forreste stolpe efter et Senoglu-hjørnespark og snittede bolden i mål med hovedet.

Det blev signalet til en B.93-offensiv, der varede resten af kampen. Hjemmeholdet gravede sig helt ned, mens B.93 anført Roshani og Olcay i et tomandsangreb fuldstændig sad på spil og chancer. Et herligt langskud fra Omar (kampens 93'er) fik målmanden med nød og næppe fistet over, og indskiftede Nico Jørgensen prikkede til et indlæg ved forreste stolpe, igen ny stor redning af Helsingør-målmanden. Trods et stadig større 93-pres i slutfasen udeblev udligningen, og selv om B.93 var minimum et point værd, blev det til fjerde nederlag i træk.

Dertil kommer: Emil Dyre knæskadet, målmandstræner Nicolas Nielsen skadet under opvarmningen (!), og da spillertruppen skulle forlade stadion blev alle gennemblødt af et kolossalt skybrud over Helsingør. Holder denne her sæson ikke snart op?

Miraklet Mirabel: "Vi begyndte egentlig kampen fint, men da vi så kom bagud, og tilmed også indkasserede det andet mål, var det mentalt meget hårdt. Alligevel kom vi godt tilbage i anden halvleg, så det er bittert, at det endte med et nederlag."


Holdet på banen

Ronni Raun

Mads Heidelbach
Marco Holst
Martin Heisterberg
Thomas Høegh

Morten Levinsen (ud 71')
Anders Dahl Simonsen
Danny Mirabel

Omar Roshani (ud 78')
Emil Dyre (ud 45')
Olcay Senoglu


På bænken

Nico Jørgensen (ind 45')
Victor Johannessen (ind 71')
Oliver Drost (ind 78')
Christian Andreasen
Markus Leding
Daniel Lindsten
Frederik Bruhn


Kampreferat v) Mads Mazanti.

Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 997
Senest opdateret: 01 juni 2014