Klik billedet
B.93 - Vanløse Udskriv Email

9. juni 2014
B.93 tabte til Vanløse
Vanløse vandt dagens match på Østerbro Stadion med 3-2 efter 1-0 ved pausen.


B.93 - Vanløse 2-3 (0-1)

0-1 Lars Traff (22')
0-2 Uffe Troensegaard (straffe 51')
1-2 Olcay Senoglu (straffe 64')
1-3 Benjamin Lee (79')
2-3 Omar Roshani (87')

Østerbro Stadion
217 tilskuere.

B.93 begyndte kampen mod Vanløse udmærket, med gode muligheder til Nico Jørgensen og Omar Roshani. Alligevel kom vi bagud, da Vanløses Traff traf bolden perfekt på kanten af feltet. 0-1 igen-igen. B.93 fortsatte dog dominansen halvlegen ud, men mod et velorganiseret Vanløse-hold, der overbefolkede banen centralt, fik vi ikke skabt de helt åbne muligheder, bortset fra en fin chance til Anders Simonsen, der desværre ikke fik trykket af i en oplagt position.

Fem minutter efter pausen fik vi så en ny kold spand vand i hovedet, da Thomas Høegh så sig nødtvunget til at vælte en Vanløse-spiller omkuld i feltet. Straffespark, som Troensegaard sikkert omsatte i mål.

Indskiftningerne af Olcay Senoglu (skadet ankel forhindrede ham i at spille fra start) og Oliver Drost satte dog fut i B.93s angrebsspil. Før reduceringen kom, måtte Ronni Raun dog lige diske op med en pragtredning efter fint kontraspil af gæsterne. På modangrebet pilede Olcay ind i feltet og blev revet ned. Straffesparket tog han sig selv af med vanlig sikkerhed. 1-2.

Nu væltede angrebene ned mod Vanløses mål. Olcay slap fri, men fik ikke prikket bolden forbi målmanden, Lindsten sparkede over mål på en kæmpe mulighed, udligningen nægtede at falde. Og i stedet gik det så galt i den anden ende; den tidligere 93er Benjamin Lee smuttede igennem og scorede sikkert i det lange hjørne. 1-3.

B.93 viste høj moral og kæmpede ufortrødent videre. Olcay headede Roshani fri i feltets højre side. Han tæmmede bolden og smækkede den flot op i nedtaget. Kunne B.93 alligevel komme igen? Olcay fik chancen kort før tid, men bolden strøg på tværs af mål og forbi fjerneste stolpe. Og femte nederlag på stribe var en realitet. Gud ske tak lov for Casper Abildgaard og BSV, der med sejren i Birkerød sikrede B.93s forbliven i divisionen.

Nico Jørgensen, kampens spiller: "Vi manglede kynisme. Spillet var godt nok, men når vi ikke kunne score på vores chancer, måtte det gå, som det gik."


Holdet på banen

Ronni Raun

Mads Heidelbach
Martin Heisterberg
Thomas Høegh
Christian Andreasen

Morten Levinsen
Danny Mirabel
Anders Dahl Simonsen (ud 57')

Nico Jørgensen (ud 72')
Morten Hauglund (ud 46')
Omar Roshani


På bænken

Oliver Drost (ind 46')
Olcay Senoglu (ind 57')
Daniel Lindsten (ind 72')
Marco Holst
Markus Leding
Simon Carstensen
Frederik Bruhn


Kampreferat v) Mads Mazanti.


B.93 TV interview med Kim Splidsboel før kampen




 

Skrevet af Jesper Nielsen   
Antal hits: 1093
Senest opdateret: 09 juni 2014