Klik billedet
2. runde i DBU Pokalen Udskriv Email

14. august 2014
B.93 trak Herlev IF
DBU har trukket lod til 2. runde i pokalturneringen.


Efter onsdagens sejr over Jægersborg bliver det Herlev IF, som B.93 skal møde i næste runde af DBU Pokalen. Kampen spilles på Herlev Stadion.

DBU foretog lodtrækningen torsdag, og den endte med at sætte Herlev IF og B.93 over for hinanden, lige som det var tilfældet sidste år.

Herlev IF spiller som B.93 i 2. division øst efter at have været en tur i Danmarksserien i sidste sæson. Herlev regnes derfor i pokalturneringen som det lavest rangerende af de to hold og får derfor fordel af hjemmebanen i pokalkampen.

Situationen var omvendt sidste år, da B.93 hjemme på Østerbro Stadion vandt med 2-1 over Herlev på mål af Olcay Senoglu og Martin Heisterberg.

Herlev IF kvalificerede sig til 2. runde af turneringen med en sejr på 5-4 over divisionskollegerne fra GVI i en kamp, som Herlev selv på klubbens hjemmeside betegner som en "åben slagudveksling".

Herlev kom i weekenden også godt i gang med sæsonen i 2. division med en 1-0-sejr over BSV. Inden pokalkampen mødes de to klubber i en divisionskamp lørdag den 23. august kl. 13.00.

2. runde spilles som udgangspunkt den 23. og 24. september. Det præcise kamptidspunkt får I, så snart det er klar, her på hjemmesiden.

Læs mere om lodtrækningen til 2. runde her på DBU's hjemmeside og se kampkalenderen med B.93's kampe.

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 874
Senest opdateret: 14 august 2014