Klik billedet
Henning Bjerregaard er død Udskriv Email

21. oktober 2014
Henning Bjerregaard er død
Læs Palle "Banks" Jørgensens nekrolog.

 

Henning_BjerregaardHenning Bjerregaard, født den 6. marts 1927 (Aarhus), angriber, 135 kampe/62 mål (1950/54 og 1956/59) er død den 9. oktober 2014 (Helsingør). Han blev således 87 år.

Ifølge dødsannoncerne var han født 6. marts 1925, men det passer ikke. To andre med samme navn var født på denne dag, pudsigt nok, at tre med navnet Henning Bjerregaard var født 6. marts. Det har åbenbart forvirret kontoret for dødsannoncer.

Henning Bjerregaard spillede hele sin ungdomstid i AGF. Som 23-årig skiftede han fra AGF til B.93. Han var tilbage i AGF i 1954/56, hvor han var med til at vinde DM i både 1955 og 1956. Og i 1955 var han også med til at vinde DBU-historiens første pokalfinale, da AGF slog sensationsholdet Aalborg Chang med 4-0. Bjerregaard blev dobbelt historisk, idet han scorede finalens første mål. Det blev også til en enkelt A-landskamp i 1954 (for AGF).  Sin største personlige triumf for AGF havde han i efteråret 1955, da KB blev besejret med 5-1. Henning Bjerregaard scorede alle fem mål.

Bjerregaard forlod B.93 i sommeren 1954, umiddelbart efter 0-0-kampen i Køge, der betød klubbens første nedrykning nogensinde. I efteråret 1956 vendte Bjerregaard tilbage til B.93, og her fik han taget revanche. Det skete i den berømte kamp i 1958 i Næstved, hvor B.93 med en sejr på 2-1 rykkede op i den bedste række for næsen af Næstved, der ellers havde ført stort det meste af sæsonen. De 11.500 tilskuere, så Henning Bjerregaard score sejrsmålet i det 75. minut. Hans indirekte frispark ramte en modstander på skulderen og snød Søren Wolstrup i målet.

Henning Bjerregaard var en stor og stærk centerforward. Han både sparkede og headede godt, og var gennem hele karrieren en målfarlig herre. Han var topscorer i 1. division i 1950/51 (for B.93) med 11 mål ligesom James Rønvang (AB) og Jens Peder Hansen (Esbjerg). Han var også topscorer i 1. division i 1954/55 (for AGF), hvor han scorede 15 mål til trods for, at han kun var med i 14 kampe.

Den 32-årige reklamekonsulent fik en brat afsked med fodbolden den 8. august 1959. Og det var så dramatisk – og sørgeligt - som det kunne være. Efter en kamp i Idrætsparken mod AB (3-4) var der efterfølgende arrangeret middag med damer i klubben. På vej hjem i bil til Fredensborg blev han hovedperson i en tragisk trafikulykke på Kongevejen ved 29,2 kilometerstenen ved Brønsholm. Han påkørte en modgående scooter med to 23-årige udlændinge fra Bergen og Bremen. Begge de unge mennesker overlevede ikke. Henning Bjerregaard, som var påvirket af alkohol, slap uskadt. Han fik en dom på 1 års ubetinget fængsel. 

De sidste mange år har Henning Bjerregaard boet på Ponydalen i Helsingør. Hans gamle klub AGF mindede klublegenden ved at spille med sørgebind i den målløse hjemmekamp den 19. oktober mod Vendsyssel, efter de senere dages rekordregnvejr omdøbt til Vandsyssel.


20. oktober 2014 / Palle ’Banks’ Jørgensen

Skrevet af Torben Klarskov   
Antal hits: 1032
Senest opdateret: 21 oktober 2014